For nylig blev jeg mindet om, hvilken fantastisk krop vi har, da jeg læste bogen ’Vejen hjem’ af Dicken Bettinger og Nastaha Swerdloff. Hvem eller hvad der end er designeren, så er der gjort et fabelagtigt arbejde. Hvis vi skærer os på en kniv, er der et alarmberedskab, som træder i kraft og sørger for, at såret lukker og heler. Kroppen heler naturligvis langt bedre, hvis vi giver kroppen lov til at arbejde uforstyrret af vores tanker – end hvis du hele tiden udsætter din krop for uhensigtsmæssig stress, som svækker immunforsvaret.
Jeg kom for noget tid siden til at indtage noget, som jeg ikke kunne tåle. Jeg har ellers ikke kastet op i mange år, men ud kom det, så min krop kunne starte restitutionen. Når du ikke blander dig i hvad kroppen gør, så kommer du dig hurtigere. Kolleger var nede i en uges tid, men for mig var det overstået på tre dage.
Jeg har gennem mange år arbejdet med ’de 3 principper’ af Sydney Banks. De 3 principper handler om at finde den naturlige, indre mentale sundhed, om at være i balance og til stede i nuet. Derfor lader jeg kroppen gøre, hvad der er behov for i stedet for at bruge negativ energi på, hvor irriterende det er at skulle kaste op, være syg og ikke kunne gøre det, jeg har planlagt.
På det mentale plan ser vi ofte på problemer, som værende noget kedelige og ubehageligt, der hober sig op og gør vores dagligdag irriterende og besværlig. I stedet kan du tage et problem, som værende en mulighed for at stoppe op og vurdere de valg du har truffet – fordi de problemer du har nu, er et resultat af dine valg!
På det fysiske plan bliver mange ofte udsat for smerter. Hvis du i stedet for kun at dække smerten med piller, betragter smerten som en guide til, at der er noget, du skal lave om i dit liv, kan dit liv forandres.
At dø for at leve – spontan helbredelse
Det mest ekstreme tilfælde jeg har læst om, når det handler om ’spontan helbredelse’, er Anita Moorjanis bog: ’At dø for at leve’. Meget kort fortalt har hun kræft i 4 år. Hun bliver dårligere og dårligere. En dag beder lægerne hendes pårørende om at tage afsked med hende. Anita er i koma et døgns tid, hvor hun har en nær-død-oplevelse, som gør, at hun forstår, hvad der har gjort, at hun er blevet syg – nemlig hendes tanker. Seks dage efter, at hun er havnet i koma, bliver der taget en knoglemarvsbiopsi, som viser, at hun ikke længere har kræft. Hendes sygdomsforløb er omfattende dokumenteret af læger.
Når vi giver slip på alle negative tanker og stress for at lade vores krop og psyke starte selvhelbredelsen, giver vi vores krop ro til at hele. Uden stressede tanker kan vi være til stede i nuet. Derfor: Glem de negative tanker. Dem kan du ikke bruge til noget. Fokusér på det positive, og find roen bag tankerne. Det er det bedste, du kan gøre for din krop, din sundhed og indre velvære.
Vejen hjem – om psykologisk velvære
Og hvad er så linket til bogen ’Vejen hjem’? Bogen, der også er udkommet på dansk, handler netop om at fordybe sig i sit indre rum, og hvad der ligger bag den menneskelige oplevelse af livet. Den handler om at opdage fundamentet for dit psykologiske velvære – noget, som vi ofte glemmer i en stresset hverdag, hvor al vores opmærksomhed er rettet mod alt det uden for os selv: Jobbet, uddannelsen, huset, ferien osv., og hvor vi ofte søger lykken i ydre omstændigheder. De to forfattere arbejder ud fra de tre principper, og bogen er således også udgivet på forlaget: De Tre Principper. Læs den. Det kan varmt anbefales. Herfra får den alle 5 stjerner.