Sådan styrer dine tanker dit liv

0
611
Sådan styrer dine tanker dit liv

Når jeg snakker med mennesker, er mit udgangspunkt, at vi alle har en kerne af mental sundhed, som aldrig kan gå i stykker. Denne kerne består af 3 grundlæggende principper for, hvordan vores psyke fungerer. Når vi virkelig forstår disse principper, bliver livet lettere.

Hvilken forandring ville det ikke være, hvis alle kunne forstå, at bare fordi en tanke kommer ind i vores hoved, behøver vi ikke at gøre noget ved den. Forskere mener, at vi har mindst 45.000 tanker om dagen. Så hvorfor skulle én tanke være bedre at fokusere på end en anden?

Helt ubevidst fokuserer vi på nogle tanker, som vi derved kobler en følelse på, og så føles det som om, det er virkeligt. Men reelt er det kombinationen af en tanke og en følelse.

Det er helt naturligt for de fleste at bekymre sig om, hvad der skal ske med deres børn, deres økonomi, deres arbejde og tusind andre ting. Andre er ikke i stand til at slippe den mentale belastning af tanker, som har knyttet sig til begivenheder tidligere i livet. Det, der er sket, er fakta, men selvom det har været alvorlige ting, er det op til os selv at slippe de følelser, som er knyttet vores tanker.

Sådan tackler vi den samme situation forskelligt

Et eksempel: Da jeg var 14 år, var jeg på cykel mod Københavns centrum ad Amager Boulevard. Ved Stadsgraven er der en udenlandsk bil, som ikke har set at jeg kommer cyklende, der drejer til højre. Jeg når at reagere, men kører sidelæns ind i bilen og flyver hen over styret og får nogle hudafskrabninger, men slipper ellers fysisk godt fra uheldet.

I sådan en situation kan det mentalt gå flere veje.

  1. Nogle vil gå helt i spåner og tænke på, at det kunne være gået helt galt.
  2. Andre vil blive ved med at tænke over uheldet og i fremtiden sikre sig, at der ikke er biler, der er ved at dreje til højre foran en.
  3. Og så er der dem, der blot ryster det hele af sig og ikke tænker yderligere på sagen.

Jeg har senere fundet ud af, at jeg var i den midterste kategori.

For de 2 første eksempler betyder det en konstant forøget tankevirksomhed. I eksempel 2 vil der, når personen er i trafikken, være en ”mental radar”, der konstant er ekstra opmærksom på situationer, som kan være farlige.

Når tankemylder leder til stress

Forestil dig, at vi har et bredbånd til rådighed for alle vores tanker. Hvis vi benytter +80% af bredbåndsbredden på gamle tanker, er der ikke meget tilbage til at leve i nuet.

Hvis vi yderligere bekymrer os om fremtiden, kan vi have benyttet al kapaciteten i vores mentale bredbånd. Hvad så? Helt oplagt kommer ordet stress ind i billedet. Stress er præcis, når vi – ganske ubevidst og uskyldigt – holder fast i gamle tanker og bekymringer om fremtiden. Vi har et tankemylder, som fylder hele bredbåndsbredden, altså er der ikke plads til at være til stede i nuet.

Gi slip på dine tanker

Gi’ slip på dine tanker

Vi bestemmer ikke, hvilke tanker der kommer, men vi vælger, hvilke tanker vi holder fast i og på den måde sætter fokus på. Tanker i sig selv er neutrale.

Vores udfordring er, at vi ubevidst holder fast i gamle tanker, som er koblet sammen med følelser. De mange gamle tanker / følelser, vi holder fast i (ubevidst), er det, som holder os tilbage fra at leve det liv, vi gerne vil.

Når vi bliver bevidst om / får forståelsen af, at det er muligt at give slip på de tanker, som ikke er gavnlige for os, vil det gå bedre for os. Det er ikke noget, du skal lære, men kan sammenlignes med, at vi helt naturligt ikke lægger en hånd på en varm kogeplade.

Så giv slip på de tanker, der ikke gør noget godt for dig. Det kan være svært at gøre dette, men der er efterhånden mange i Danmark, som kan hjælpe til med dette. Se mere på www.3pdk.org – Foreningen 3P DK har en åben Facebook gruppe, kaldet 3P DK – Offentlig, som du er velkommen til at koble dig op på.

”Din selvopfattelse er en tankekonstruktion, du har valgt at tillægge sandhedsværdi”
– citat fra bogen ‘Livet Har Dig’

Bogen kan lånes på biblioteket eller købes via www.livethardig.dk

DEL
Tidligere artikelMagien i ioniseret vand – Del 4
Næste artikelLivet er simpelt
Kim Brems har siden 2015 arbejdet med at finde ind bag stress og ind i den indre ro. Det er lykkedes ganske godt, så han nu udelukkende arbejder med mennesker/organisationer og guider dem i samme retning. Forud har Kim uddannelser som kinesiolog, stresskonsulent og NLP. Siden 2015 har Kim uddannet sig hos en række coaches, som er funderet i de såkaldte 3 principper. Læs mere på www.3pdk.org / www.3pgc.org. Kim Brems deler her på bloggen sine erfaringer – human to human. Kun på den måde kan vi alle opnå højere livskvalitet og større sundhed. Få mere at vide om Kim Brems på www.kimbrems.dk.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here