Forleden skulle jeg lige forbi en af mine kunder på vej hjem fra arbejde, fordi hun havde glemt et sæt øreringe i min salon.
Jeg cykler ned og møder hende på parkeringspladsen i nærheden af, hvor hun bor, og da jeg har afleverer hendes øreringe, spørger jeg hende, om det ikke er muligt at fortsætte på cykel lige ud, så jeg ikke skal køre tilbage igen. Min cykel er temmelig tung, da jeg både har varer og min hund med i kurvene. Jo, jo siger hun og peger mod nogle cykelheller.
Jeg er vant til at cykle igennem cykelheller, men da jeg kører igennem får jeg overbalance og støder min tå temmelig hårdt på den forbandede jernhelle. Av, for pokker, det gør ondt. Jeg kan hurtigt mærke at det dunker helt vildt i tåen, men jeg tør ikke tage skoen af, så jeg kører bare afsted de næste 4,5 kilometer. Hjemme kigger jeg, om der er blod over det hele eller hvad. For pokker det banker.
Smerteplaster på tåen
Jeg humper rundt. Der er ingen blod i strømpen, men jeg har til gengæld en tå, der er hævet meget op og er virkelig øm. Jeg skynder mig at sætte et brunt IceWave smerteplaster på tåen. Det hvide plaster sætter jeg lidt op ad foden, så jeg kan gå nogenlunde almindeligt igen.
Dagen efter, da jeg vågner, er min tå stadig øm, men der hvor plasteret har siddet, er den almindelig i farven og sort på neglen. Det vigtigste er, at jeg kan gå almindeligt og passe mit arbejde i salonen. Jeg venter bare lige et par dage med at tage en sko på med hæl, så sneakers er fint.
Hvor er jeg glad for mine LifeWave-plastre.
