Jeg er taget ud for at cykle en fantastisk skøn tur med min mand fredag den 13. juni. Vi har talt meget om, hvor fantastisk turen rundt om Ringsted oplevelsessti er. Så vi skal da lige ud for at teste den af, inden vi skal køre den med nogle venner. På vej ned af en bakke har jeg lidt fart på. Jeg opdager for sent, at vejen drejer mere til venstre, end jeg først lige kan se på afstand. Så jeg må derfor bremse hårdt op. Desværre ryger jeg ud i kanten af grusvejen og vælter med cyklen. Min hund hopper ud i styrtet. Heldigvis kommer hunden ikke noget til.
Da jeg vil sætte mig op og samler mig sammen, lægger jeg min arm som støtte på låret, men så kan jeg med det samme mærke, at min albue er brækket i styrtet, da det blopper indeni.
Vi møder nogle unge mennesker, som hjælper os op til en vej. Jeg går ca. 1 ½ km, hvor jeg bare går og holder i min arm, imens jeg tænker på, hvornår endorfinerne stopper, så jeg får rigtig ondt. Jeg synes nemlig, at det er til og holde ud.
Min mand får fat i vores søn, som lige har fået fri fra job i Slagelse. Han kommer for at hente os og kører mig tilbage til skadestuen i Slagelse. Det er en tur på ca. ½ time. I Slagelse får jeg taget et røntgenbillede, og derefter ligger jeg og venter i 6 timer på, at jeg skal have taget en CT-scanning.
Sidst på aftenen får jeg at vide, at det er et meget kompliceret brud, jeg har lavet. Der skal en specialist til at sætte det sammen med metalstænger og skruer. Derfor får jeg gips på armen og bliver sendt hjem i weekenden uden at de opererer mig.
Smertelindring med plastre
Jeg får 6 gange ½ morfinpille med hjem for at tage smerterne. Dem skal jeg tage sammen med et par Panodil. Men nu skal mine LifeWave-plastre jo virkelig stå sin prøve. Jeg smertelindrer mig igennem hele weekenden med kun IceWave og Aeon til at tage uroen. Jeg tager overhovedet ikke morfin.
Mandag den 16. juni bliver jeg kaldt ind til operation kl. 9.30. Jeg bliver helt befippet, for jeg har slet ikke nået at flytte alle de kunder, der skulle have ordnet hår om mandagen i min frisørsalon. Jeg har nemlig haft ferie de seneste 3 uger, så der er helt fyldt op i bogen til om mandagen.
Jeg bliver simpelthen nødt til at flytte eller aflyse alle mine kunder den første uge, så jeg kan finde ud af noget med en vikar. Jeg tager selvfølgelig telefon og kalender med på sygehuset. Jeg ringer en del rundt, og mine kunder er smadder søde, og vi får fundet ud af nye tider til dem.
Da klokken nærmer sig 12, kommer lægen og fortæller, at den forrige operation er trukket mere ud end forventet – måske 1 ½ – 2 timer. Herefter skal rummet og værktøjet desinficeres, inden det bliver min tur. Det tager omkring 3 timer at desinficere lokalet og værktøjet. Så det ender med jeg får en ny tid næste dag.
Kompliceret brud
Tirsdag d. 17. juni er jeg på hospitalet kl. 8. Jeg bliver først hentet ind til operation omkring kl. 12.30, og operationen varede ca. 3 timer. Klokken 15.40 begynder læger og sygeplejersker at snakke omkring mig. Jeg er på opvågningen, fuldstændig fortumlet, og en sygeplejerske siger, at jeg først kan komme hjem, når jeg har tisset. Lige præcis det er jeg efter 4 år med LifeWave rigtig god til, for vores plastre virker også bedst, når vi er velhydrerede.
I løbet af ½ time drikker jeg omkring 2 liter vand. Sygeplejerskerne er noget overraskede. Jeg er slatten som en på 90 år, og jeg kaster op af alt bedøvelsen i kroppen, og det meget vand, så jeg får renset ud i en fart. Min mand kommer og henter mig og er noget forbløffet over, at jeg kommer hjem direkte fra opvågningen.
Kirurgen, der har opereret mig, siger, at jeg har lavet et ordentligt arbejde med at brække den albue. De har været nødt til og sætte metal ind på begge sider af armen, og også skære en knogle op, så de kan få et stykke metal på tværs til at holde sammen på de to. Lægen sender mig hjem og siger, at jeg skal tage morfin og Panodil til at holde mig smertefri med. Jeg skulle ikke regne med at kunne arbejde de første 3-4 måneder.
Hjælp fra en god veninde
Da jeg kommer hjem, er jeg helt til rotterne. Jeg kan ikke gå og stå selv, toiletbesøg er ved hjælp fra min mand. Min krop er smadret af al den medicin.
Om aftenen kommer min gode veninde og LifeWave-downline Anita. Hun sætter plastre på for smerterne på armen. Jeg er ikke særlig kontaktbar. Onsdag kommer hun igen. Hun skifter både plastre og healer på mig. Det er virkelig i sådan en situation, at man finder ud af, hvem der virkelig er der for en, når man har brug for hjælp. Jeg kan kun sige mange, mange tak for hendes fantastiske hjælp.
Jeg tager om formiddagen den 1. og eneste halve morfinpille. Jeg bliver igen slatten som en klud, så det er et no-go, men hun har nogle Dolol med, som hendes mand tager for ryggen, så jeg tager sådan en til natten. Selv om jeg ikke kan lide at spise piller, tør jeg ikke tage nogen chancer. Vi får også bestilt en vedligeholdelsespakke fra LifeWave, så jeg kan få de nye X39 plastre hjem, nu skal de testes af.
Torsdag er Anita hos mig igen med healing og nye plastre på. Til natten tager jeg det sidste medicin 1 Dolol og 2 Pinex. Jeg har lige siden klaret alle smerter, energiniveau og uro med mine plastre. Så alt i alt kan jeg nøjes med at medicinere i 2 dage og ikke de 14 dage, som lægen har sagt.
Fredag var min hånd pludselig meget hævet, og jeg må have energiplaster og glutathioneplaster på til at lede væsken væk. Den forsvinder i løbet af ½ times tid.
Lørdag morgen vågner jeg med en hånd, der snurrer helt vildt, ligesom om jeg har et blodtryksmålerarmbånd på hele tiden. Jeg bliver meget bange for, at min tommelfinger er ved at dø, hvis jeg ikke får set på det. Jeg ringer til sygehuset, og de henviser mig til Næstved skadestue, hvor jeg efter noget snak frem og tilbage med en læge får lagt en ny og mindre gips.
Fin heling
Den nye gips har jeg på i fire dage, så ryger den af. Der er endnu en uge til at den skulle af, men jeg får taget den af, og så tager jeg den på indimellem, når jeg skal lave lidt ekstra.
Jeg tænker, at det jo nok er helet bedre i min arm, end de regner med på sygehuset, hvor de jo ikke ved, hvad vores fantastiske plastre er i stand til.
Da jeg kommer på sygehuset og skal have gipsen af, skal der tages et røntgenbillede. Det ser ganske fint ud med helingen derinde, og så skal stingene lige tages, av. Sårene er godt nok helet noget op, så trådene sidder noget fast.
Hurra for plastrene
Nu står den så på genoptræning. Det kan jeg fornemme bliver ret hårdt arbejde, men der er heller ingen, der har lovet, at det hele skal være nemt.
Hurra for at min plasterkuffert er fyldt op. Der bliver brugt nogle plastre hos mig i øjeblikket, men nu har jeg også givet flere plastre ud de seneste 4 år, end jeg selv har brugt, så verden derude kan se, hvad plastrene kan.
I dag kan jeg kun sige: Hvis du VIL have hjælp, så KAN du få hjælp, og det er med lige netop det, du har brug for om det er:
Smerter
Søvnbesvær
Rygeafvænning
Bedre kondtionsformået både til løb, cykling eller vægttræning
Vægtregulering
Stress/depression
Mere energi
Udrensning
Sårheling
Stamcellefornyelse
Eller hvad du nu har af udfordringer, så er det bare at tage fat på en LifeWave-distributør og få det hjem, du skal have til netop det, du vil have hjælp til.
Tag fat i mig, eller læs om plastrene her
