1. sunde vane: Jagten på flere fuldkorn er gået ind
2. sunde vane: Snup en aktiv pause på arbejdet
3. sunde vane: Drop forarbejdet kød
4. sunde vane: Bevæg dig 30 min. dagligt
5. sunde vane: Pas på vægten
6. sunde vane: Undgå rygning
7. sunde vane: Har du tjekket dine modermærker?
8. sunde vane: Sådan kan du snige NOK frugt og grønt ind i din kost
Vi danskere har et stort alkoholforbrug, hvis vi sammenligner os med andre lande. De fleste ved at et stort alkoholforbrug er sundhedsskadelig. Men det er kun hvert femte, der forbinder alkohol med kræft. Hvert år er mindst 1.800 tilfælde af kræft forbundet med alkohol. Det svarer til 5% af alle kræfttilfælde.
Siden 1988 har alkohol været på WHO´s liste over kræftfremkaldende stoffer. Hele 7 kræfttyper fremmes af stort alkoholindtag: Mund-, strube-, spiserør-, svælg-, bryst-, lever-, tyk- og endetarmskræft. Risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, og der skal ikke så stort et forbrug til, før risikoen øges.
5 råd om alkohol
Alkohol er for rigtig mange forbundet med hygge. Vi får lige et glas med kolleger, når det er fredag. Vi skåler med venner og familie til lækre middage, tager en øl med naboen over hækken eller nyder et glas til aftensmaden. Alt alkoholforbrug er forbundet med risiko, men Sundhedsstyrelsen har lavet retningslinjer, så vi har lav risiko for at få kræft, som følge af alkohol:
• Max 7 genstande om ugen, som kvinde og max 14 genstande, som mand
• Max 5 genstande ved samme lejlighed
• Unge under 16 år bør slet ikke drikke alkohol
• Ældre skal være varsomme med alkohol
• Ønsker du at blive gravid bør du helt undgå alkohol.
Er vi gode til at holde os til retningslinjerne?
Næsten 7% drikker mere, end de anbefalede henholdsvis 7 og 14 genstande til kvinder og mænd. Vi tænker ofte ikke over det. Den der fyraftensøl og så vinen med den bedre halvdel eller vennen fredag aften, og middag om lørdagen med 3-retters middag og cocktails. Det løber lynhurtigt op.
Og er der ikke noget med, at en lille en er sundt for hjertekarsygdomme? Jo i mindre mængde kan alkohol være gavnligt, men kost og motion kan gøre samme trick uden at øge risikoen for kræft.
Hvid januar
Jeg har igennem mange år holdt hvid januar – altså pause fra alkohol hele januar. Det føles godt lige at gøre rent efter julemånedernes festivitas. Det er overhovedet ikke en udfordring. Det gør jeg bare, og jovist skal jeg forklare mig til middage eller lignende, men der er efterhånden mange andre end mig, der holder hvid januar, så det er nemt at få accept.
Alkoholfri i det gode sommer vejr
Jeg kastede mig derfor kækt over den alkoholfri udfordring fra Kræftens Bekæmpelses 10-kamp og tænkte, at ugen forlænger jeg lige til en hel måned. Hvor svært kan det være?
Temmelig svært viste det sig. Både i forhold til omverdenen, men også over for mig selv – især nu når vejret er godt, og der er rosé og bobler på programmet – bare ikke for mig. Så ja, jeg har haft lidt ondt af mig selv.
Pludselig synes folk jeg var skør og overdrev osv. Jeg synes det har været meget underligt at skulle forklare mit fravalg af alkohol i stedet for, at andre skal forklare deres tilvalg. Selv til familiefødselsdag bliver der stukket til det. Jeg er kedelig, fordi jeg vælger at drikke dansk vand til frokosten. Kæresten er med på idéen, men har ikke kunnet holde stand hele vejen. Han støtter mig dog, når vi er sammen, og vi er på restaurant, hvor vi får lækker mad og med en alkoholfri øl til. Men det smagte så godt og vi er enige om, at det faktisk er rart at slippe for den der trætte fornemmelse bagefter. Så hos os er der nu alkoholfri øl i køleskabet, hvis lysten til smagen af øl kommer.
En god alkoholfri vin er det ikke lykkes mig at finde endnu, men jeg leder, da jeg elsker smagen af vin.
Velsmagende og alkoholfri cocktails
Cocktails er så nemme at lave lækre velsmagende og alkoholfri, og ingen bemærker, at man springer over (ja, tænk at man kan nå dertil, hvor man ikke orker at forklare sig). Her er 4 lækre opskrifter fra Kræftens Bekæmpelses 10-kamp udfordring:
Fuld af liv Bramble
3 cl brombærsirup
2,5 cl friskpresset citronjuice
Fyld et glas med knust is
Top med danskvand
Fuld af liv Dark and Stormy
2 cl sukkerlage
2 cl citronjuice
1 skive ingefær
Fyld med isterninger
Top med ginger beer
Fuld af Liv med Pineapple and Roses
6 cl ananasjuice
2 cl sukkerlage (halv vand, halv hvid sukker)
2 cl limejuice
8 mynteblade
Fyld glas med knust is
Fuld Liv Cucumber Collins
2 cl limejuice
2 cl sukkerlage
3 skiver agurk
Fyld med isterninger
Top med ginger beer
Nu er sommeren godt i gang og både juni og juli er smuttet siden den alkoholfri måned. Og ja, jeg drikker alkohol igen,, og jeg må indrømme at ugen med ferie i hedebølge Danmark helt sikkert bød på mere end retningslinjerne stikker ud.
Jeg ved, at jeg vil holde fast i min alkoholfri januar, og jeg ved at eventuel frokostøl i weekenden kan erstattes af alkoholfri øl. Til gengæld vil jeg fuldt ud nyde min vin, men absolut springe over, så det holdes inden for 7 genstande – der må prioriteres mellem det glas torsdagsvin på jobbet efter lang dag, hvis jeg ved, at weekenden byder på festligheder.
Skål med måde fra mig, og nyd sensommeren.
10 uger med 10 nye sunde vaner
Jeg følger i denne serie kampagnen ’10-kampen – sammen om et længere liv’ fra Kræftens Bekæmpelse. Hverken jeg er TOHUMAN har nogen aftale med Kræftens Bekæmpelse – så min motivation for at være med er helt personlig. Jeg håber, du vil blive inspireret til nogle nye sunde vaner. Det handler jo ikke bare om at bekæmpe kræft, men få et sundt og godt liv – hele livet.