Sådan laver du en vegansk julemiddag

2
278
Foto: Bruno Martins

Traditionerne har deres storhedstid omkring jul. I alle familier har vi nærmest vores egne traditioner om, hvordan f.eks. juleaften skal forløbe, og hvad vi skal spise, naturligvis. Det kan være tarteletter som forret og derefter flæskesteg, and eller kalkun med brune og hvide kartofler, brun sovs og rødkål. Så kan der være en afstikker med et sukkerkogt æble eller pære med gelé. Risalamande med en mandel i og kirsebærsauce er vist en sikker dessert i alle familier.

Men hvad gør man, hvis man synes julemaden er alt for fed og tung i maven og gerne vil holde en alternativ jul? Er du vegetar eller veganer, så se her hvad jeg gør. Har du inviteret en veganer eller vegetar i familien med omkring julebordet, så kan du her få inspiration til, hvad du så kan gøre.

Kødfri-jul for veganeren

Hvis menuen er vegetarisk eller vegansk er der kun små justeringer, der behøves, hvis du sidder som eneste plantespiser mellem kødspisere.

I de brune kartofler udskiftes smørret bare med plantemargarine. Der er flere, der kan bruges f.eks. smørbar fra Naturlig. I sovsen er det selvfølgelig vigtigt, at der ikke bruges fond fra stegen, men det er nemt at tage en portion fra før det kommes i. Vær opmærksom på, at i noget færdigt produceret rødkål kan der være stegefedt. Det bedste er selvfølgelig at fremstille sin egen hjemmelavede rødkål.

Hos mange vegetarer og veganere er nøddepostejen et fast indslag. Det er også en super lækker ret, og der er mange varianter, så det er bare at vælge opskrift.

Andre ideer til en kødfri jul kan være en svampe- eller linsepostej, seit-and (brug mock dock fra dåse, kan købes i et asiatisk supermarked). Disse retter er dem, der traditionelt forbindes med en vegetarisk eller vegansk jul.

Glaseret butternut squash

Du kan også vælge at gøre noget helt anderledes som f.eks. en hasselbagt og glaseret butternut squash.

Helt enkelt skræller du en butternut, og halverer den. Tag kernerne ud, og bag den i ca 15 min. Nu er den så blød, at du kan skære skiver i den, som til hasselbagte kartofler. Mens butternutén er i ovnen koger du en marineringslage af to chili i fine skiver uden kerner.

  • 2 dl ahornsirup
  • 100 g plantemargarine
  • 0,75 dl æbleeddike
  • 1 tsk salt og evt peber.

Den koges godt ind, så den bliver sirupagtig. Du kommer lagen på butternuttén og bager den i ca 10 min., tager den ud, og pensler lagen op på butternuttén igen. Dette gør du ca. 3-4 gange, og så er den klar til at spise. Den går fint med brune kartofler og rødkål og masser af grøn salat.

Risalamande i vegansk udgave

Risalamande er også mulig i en vegansk udgave. Risengrøden koges på plantemælk, f.eks. soyamælk med vanille – det giver den mest cremede grød. Der er flere plante-piskefløder: Der er forskellige soyafløder, og der er kokosfløde – de er alle piskbare. Det er kun kokosfløden, jeg har set økologisk. Soyafløderne er dem, der giver den mest neutrale smag. Kokosfløden smager temmelig meget af kokos.

Foto: Caroline Hernandez

Veganske frokostretter 1. og 2 juledag

Så er der julefrokost 1. og 2. juledag. Der er mange forskellige veganske frokostretter a al almindelige retter som f.eks. kække-salat, svampe-(lever)postej, østershatte-(hønse)salat, fredsfisk (fiskefilet), jackfruit-(makrel) salat. Som veganer er det muligt at få en frokost der ligner de andres, og det kan være befriende ikke at skulle forklare hele tiden.

En ide kan også være at invitere familien på vegansk frokost. Det kræver selvfølgelig tid og planlægning fra værtens side, men det kan give en god øjenåbner for dem, som ikke har prøvet det før.

7 råd til hvordan du undgår at overspise

Som vegetar eller veganer har vi den fordel, at vi ikke får al den animalske fedt. Men det er stadig muligt at overspise, drikke for lidt og bevæge sig for lidt. Så for alle gælder det samme, lyt til kroppen og være balanceret i sit indtag af føde. For at hjælpe kroppen er der helt enkelte ting, du kan gøre:

  • Drik mere vand end du plejer
  • Undgå at overspise
  • Lyt til kroppen, når den siger stop, selvom lysten ikke fejler noget
  • Spis mere grønt – ha’ en lækker grøn salat på bordet
  • Sørg for mange, lange gåture, løb eller anden bevægelse
  • Spis nødder og frugt ind imellem marcipan, slik og kager
  • Snup en fastedag med vand, friskpresset grøntsags-juice eller grøntsags-smooties.

Herfra ønsker jeg dig en jul med gode smagsoplevelser, hyggelige timer og kærligt samvær.

Glædelig jul

DEL
Tidligere artikel6 tricks til en sundere jul med godt velvære
Næste artikelTop 7 over mest læste indlæg i 2017
Irene Lundbjerg Larsen er uddannet kok i 1990 og professionsbachelor i ernæring og sundhed i 2006. Siden januar 2015 har hun spist rå vegansk mad på grund af et brystkræft forløb. Gennem sin mad og undervisning - primært til virksomheder, videreformidler hun viden om vegansk mad for at så mange som muligt kan få kendskab til det og lyst til at få det ind i sit liv. Se bl.a. Vegan Volume og La Vida Verde på Facebook samt www.spirer.info. Råvarer af god kvalitet er særdeles vigtigt for Irene. Derfor arbejder hun altid med økologiske råvarer og så vidt muligt fremstiller hun al mad selv, så forarbejdet mad minimeres. Udover madlavning giver Irene også healingsmassage, se www.well-being.nu.

2 KOMMENTARER

  1. Kære Irene,
    Tak for et meget inspirerende indlæg med super forslag til sunde og nærende alternative retter. Jeg lever selv delvis vegetarisk – dog med indsparket fra omega-3 – og er i balance med dette kostvalg. Jeg har mange juleaftener in mente, alle forskellige og ofte med spændt livrem! Dine Julefrokost forslag er sublime.. Nogle af disse vil jeg prøve af når tid er..og det er jo lige snart! Tak! ❤️
    Ønsker dig og dine må få en dejlig Jul

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here