DEL 1: GISP, brystkræft! Sådan har LifeWave hjulpet mig
Dette er fortsættelsen af min historie og mine oplevelser i forbindelse med mit forløb med brystkræft. Jeg har valgt at skrive og dele det med jer, fordi kræft stadig er et stort tabu. Her vil jeg fortælle om det videre forløb og nogle af de ting, jeg har gjort for at styrke min krop i processen ud over de gængse anbefalinger vedrørende kost, vitaminer, søvn osv.
Jeg afsluttede mit forrige indlæg med at berette om min hurtige udskrivelse og en veloverstået operation. Jeg glemte dog lige en ting i den forbindelse; nemlig at jeg som alle andre fik udleveret en doseringsboks med smertestillende piller til de første dage.
Jeg husker tydeligt, at jeg siger til personalet på hospitalet, at de ikke behøver give dem til mig, for dem kommer jeg med sikkerhed ikke til at bruge. Men sygeplejersken insisterer, så jeg tager dem med for at smide dem ud. Jeg vælger at bruge smerteplasteret IceWave sammen med Carnosine for sårheling. Smerteplastrene bruger jeg kun de første 2 dage, og så har jeg ikke længere behov for dem. I tiden efter er det udelukkende heling af operationssåret og mindskning af arvæv, jeg har fokus på, så jeg bruger Carnosine-plastret.
Endnu en svær ventetid
Så starter 10 dages ventetid igen, hvor der er masser af tid til at spekulere og gå i panik – det er nogle lange dage, hvor mit humør svinger med blæsten. 10 dage efter min operation skal jeg igen møde på Herlev Hospital. Denne gang skal jeg have de endelige svar vedrørende dyrkningen af kræftknuden og de lymfeknuder, der er fjernet under operationen. Svaret er så positivt, som det nu kan blive i denne situation. Min form for brystkræft er hormonelt betinget og med en lille vækstmarkør.
Jeg skal møde på Hillerød onkologisk afdeling allerede dagen efter. Jeg ved via min uddannelse som kinesiolog på mennesker og dyr en hel del om lymfesystemet, hormoner osv. Så jeg spørger lægen på Herlev, om jeg ikke kan få taget en måling af ”det farlige østrogen” Østradiol via en simpel blodprøve. Han kigger forundret på mig og siger så, at da er en god idé, så han siger ja, selv om det ikke er noget, de plejer at gøre. Jeg er jo ret sikker på, at de ikke kan nå at have svaret på blodprøven klar til mit møde på Hillerød dagen efter og spørger derfor også, om det ikke skal flyttes. Men nej, jeg skal bare tage derop.
3 forskellige onkologer nu på Hillerød
Ved mit 1. møde på Hillerød, sidder en onkolog klar med en stabel piller – det vil sige en antihormon pille, som jeg skal tage som en del af kræftpakken. Jeg spørger naturligvis indtil, om de har fået svaret på blodprøven. Det har de ikke, men onkologen mener bare jeg skal gå i gang med pillerne, og så kan vi ændre dem til den anden type anti-hormonpiller, såfremt blodprøven viser, at jeg er gået i overgangsalderen.
Jeg ved fra mange andre, at der er store bivirkninger ved de piller, og jeg vil ikke gå i gang med dem medmindre, det er absolut nødvendigt. Derfor vil jeg have svaret på blodprøven, inden jeg vil tage en beslutning. Jeg får så en ny tid ugen efter, og der sker det samme. Ny onkolog sidder klar med en stabel piller. De har ikke fået svaret på blodprøven. Så nu bliver der taget en ny, fordi jeg stadig nægter at tage piller uden at kende svaret af blodprøven.
Jeg får igen en ny tid en uge efter, og da jeg kommer denne gang sidder onkolog nr. 3. klar med piller! Nu har de svaret på min blodprøve, og den viser jf. ham, at jeg skal tage de anti-hormonpiller for kvinder, der er påbegyndt overgangsalderen. Han skubber 2 stakke med Letrozol, så jeg har til de næste 6 måneder hen over bordet til mig og begynder at fortælle om alle de bivirkninger, jeg kan risikere. Jeg spørger, om han har kigget på min blodprøve, og ja siger han: Det er jo derfor, jeg giver dig disse piller i stedet for de andre. Jeg spørger igen ind til blodprøvesvaret, og så siger han lidt irriteret, dit ørstradiolniveau ligger på 0,04. Det er det absolutte laveste niveau, og det niveau, som systemet indsætter som minimumsmarkør, selvom det i virkeligheden kan være 0,00.
Jeg spørger så, om jeg har forstået det korrekt, at jeg stort set ikke danner mere af det farlige østrogen. Ja, siger han. Jeg spørger så, hvorfor skal jeg så tage anti-østrogen piller med alle de bivirkning, du lige har fortalt om? Det er en del af kræftpakken lyder svaret, og jeg magter ikke mere. Jeg tager pillerne ned i tasken og rejser mig op. De jeg når hen til døren siger han: ”HVIS du nu tager dem, så vil jeg anbefale dig at tage dem til natten, så kan du være heldig at sove fra kvalmen”!
Russisk roulette – eller ej?
Jeg ønsker på ingen måde at spille russisk roulette med mit liv, og jeg vælger derfor at gå til min privat praktiserende læge og tale med hende om sagen, inden jeg tager den endelig beslutning om piller eller ej.
Min læge Karen er super dygtig, og hun undrer sig gang på gang over, at kvinder og mænd med hormonelt betinget kræft blot omgående ryger på anti-hormonel medicin uden at tjekke deres blodprøver først. Hun siger, at hun udmærket godt forstår min tvivl om, om den type piller i virkeligheden er til gavn overhovedet i min situation. Hun har masser af klienter med mange bivirkninger af medicinen, og med tal som mine ville hun heller ikke selv tage medicinen, hvis det var hende. Hun siger, at hun godt forstår, at jeg er lidt ”bange” for at trodse systemet, men at jeg kan komme med lige præcist det interval, jeg ønsker og få målt østrogenniveauet, så jeg kan være rolig. Min beslutning er nu helt klar, og mit valg er ikke at tage pillerne. De ligger stadig herhjemme urørte på køleskabet.
Cruise i Caribien eller opstart på strålebehandling?
Jeg er en del af det, vi kalder Gerda-klubben. Gerda-klubben består af mig og 5 andre veninder, som jeg har kendt i +30 år. Vi rejser sammen hvert 2-3. år og har været i Rom, Malaga, London, Dubai og New York osv.
Vi indbetaler et fast beløb om måneden og på den måde virker det som om, vi får rejsen betalt. Vi har endda vores eget kreditkort til den konto, så når vi er ude, er det altid Gerda, der betaler. Vi plejer at sige: Ingen kvaler, Gerda betaler!
Med disse skønne kvinder er vores næste rejsemål en tur til Miami inklusive et cruise i Caribien. Denne tur er planlagt lang tid, inden jeg overhovedet er klar over, at jeg er syg. Vi skal rejse i september. Det er så der, jeg er skemalagt til at påbegynde min strålebehandling. Mange tanker løb gennem mit hoved. Jeg vil naturligvis få mine penge tilbage, såfremt jeg vælger at blive hjemme, men jeg kan næsten ikke bære at skulle gå rundt som en løvinde i bur herhjemme, mens tøserne hygger sig og poster løs med skønne oplevelser på Facebook. Rigtig mange af min familie og venner fraråder mig naturligvis fra at tage af sted, da forsikringen ikke dækker, når nu jeg var i et kræftforløb. Men jeg tænker så det knager. Jeg vægter til sidst den livskvalitet, sådan en rejse vil give mig, højest. Tæppet er blevet trukket væk under mig med den møgsygdom. Jeg har haft utrolig mange mentale aquaplaningsture. Alt det vejer jeg op imod en eventuel risiko ved at skyde strålebehandlingen til efter den ferie, og risikoen. For jeg kan jo komme i økonomiske vanskeligheder ved ikke at være dække af nogen forsikring.
Men jeg vælger at tænke, at det værste der kan ske vil være, hvis jeg vrikker om på mine stiletter på båden, og ja så har jeg jo min kuffert fuld af de unikke plastre fra LifeWave, og så skal jeg nok klare det.
Jeg er så lykkelig over, at jeg tager det valg, og vi har den fedeste tur nogensinde med limousinekørsel, sol, hav, middage, oplevelser, drinks, dans og dejligt selskab. Det giver mig så meget igen på livskvalitetskontoen, og det valg har jeg aldrig fortrudt. Selvom lægerne selvfølgelig ikke er begejstrede over, at jeg vil flytte min strålebehandling, så bliver det gjort.
Strålebehandlingen med Aeon stressplaster
Så starter strålebehandlingen på Herlev Hospital. Jeg skal have stråler 5 dage om ugen i 3 uger. Det går egentlig fint, og det tager jo ikke mange minutter. Jeg er dog meget sensitiv, og det er vildt mærkelig 1. gang, for jeg kan mærke strålerne i det øjeblik maskinen bliver sat i gang. Jeg vælger derfor at bruge Aeon-plastret for at mindske stressen på mit system, og det virker fint.
Jeg er meget opmærksom på at forsøge at undgå strålingsskader og benytter Bachs rescueremedi creme efter hver behandling samt hudplastret Alavida om natten. Efter ca. 7 gange begynder jeg at blive enormt træt.
Jeg er frisk nok 1-2 timer efter strålingen, men så er jeg helt smadret og uendelig træt. Min søster siger, hvorfor prøver du ikke at bruge energiplastret Energy Enhancer for at hjælpe dig over den fase. Godt gjort at det er hende, der skal minde mig om andre og flere muligheder med at kunne hjælpe kroppen med de unikke plastre – og TAK, det hjælper rigtig meget. Jeg møder under dette forløb næsten nye sygeplejersker hver eller hver anden gang, og de kommenterer alle på, hvor fint brystet og arret ser ud.
1. Kontrol – en farce
Allerede under de indledende møder på hospitalet, bliver der skemalagt den første kontrol tid 6 måneder efter operationen, og den går jeg nu og ”frygter”. Jeg må sige, at lægerne endnu engang brillerer med ikke at informere mig ordentligt, så jeg har selvfølgelig sat næsen op efter en mammografi og/eller ultralydsscanning, så jeg kan få vished om, om der stadig var kræftceller, der bor og vokser i min krop. Men NEJ. Det er blot endnu et møde med en ny onkolog på Hillerød, der blot spørger indtil, hvordan jeg har det. Det, der tager mest tid og fokus, er, da jeg fortæller hende, at jeg ikke spiser anti-hormonpillerne. Hun foretager kun en manuel ”føleprøve” på brystet og roser mig for, hvor fint brystet og arret ser ud. Alt imens sender jeg en kærlig tanke til LifeWave, der uden tvivl har gjort en stor forskel i dette forløb for mig. Der skal næsten en lup til for at se arret, og brystet er helt normalt.
Jeg får at vide, at jeg først ville blive scannet i december. Hvad der sker, når jeg får svaret fra kontrollen i december, kan du læse om her på bloggen. Jeg går nu og venter endnu engang og sender kærlige tanker til alle andre kræftramte.
Gid kræft selv får kræft og dør.
Kære Annette,
Tak for din livsbekræftende beretning om din kamp mod brystkræften. Det indgyder respekt for det mod du udviser – at du er så stærk og overbevist om, at du nok skal klare at overvinde sygdommen. Jeg er selv helt afklaret i tilfælde af noget lignende for mig selv. Jeg ville uden tøven gøre som du. Brug systemet, men vær vågen og kristisk og stil spørgsmål – men til sidst må man handle efter sin overbevisning – dette kræver mod! Og ja, vore produkter ER unikke og de virker.
Tak for et fint indlæg – God Påske og Kh,
Kim
Waouuw for et skriv. Det er supert – og jeg er vild med din vanlige hudløse ærlighed. Beskrivelserne af dit følelsesmæssige blæseværd – og ikke mindst, så er jeg imponeret over din standhaftighed.
Må dit skriv komme ud til en 1. mill mennesker og inspirere, hvor der er brug for det.
Monster respekt herfra.
Kære Annette,
Tusinde tusinde tak for dit meget åbne, ærlige og personlige skriv.
Du er i den grad særlig og en stor inspiration til hvordan man godt må udfordre systemet lidt og alligevel have tvivl – hvordan man også skal vurdere livskvaliteten.
Jeg glæder mig allerede til at læse din næste opfølgning.
Bedste tanker, Mai-Britt
Kære Annette
Du er præcis den kvinde jeg har ledt efter i mit forløb. Kort fortalt, fik jeg ultimo januar en helt almindelig mammografi som viste en skygge. Den blev ultralydsscannet og der blev taget en biopsi der viste at knuden på 8 mm var ondartet. Inden jeg så mig om (sådan føltes det), var knuden fjernet, og jeg fik hele arsenalet af kræftprogram serveret på en måde der nærmest ikke efterlod plads til spørgsmål. Årsagen var, at knuden var herceptinfølsom. Jeg blev fra starten “kørt over” af læger der hev standard pakken op af skuffen. Efter at være kommet hjem og have sundet mig, valgte jeg at takke nej til kemo som det første. Så fik jeg nyt møde med en ny læge. Stillede en masse spørgsmål og følte jeg han synes jeg var virkelig pain in the ash. Var stadig i tvivl om antiøstrogen behandling og efterlyste noget mere viden om bl.a. mulighed for at tjekke behovet. Fik at vide det ikke kunne lade sig gøre. Og her kommer din oplevelse ind i billedet som en frelser. Nu har jeg skrevet til min egen læge og sagt, at jeg gerne vil have analyseret en blodprøve og dermed testet hvor meget østrogen jeg producerer. Jeg har stadig 200 Letrozol liggende herhjemme. Efter gentagne vippetester må jeg konstatere, at medicinen og min krop ikke har mulighed for at samarbejde. Tak til dig fordi du delte og de allerbedste ønsker for fremtiden.
Hej Kirsten
Tak for din feedback på mit oplæg. Jeg er jo ikke læge men ved en del om emnet kva min egen og andres situation. Jeg håber det allerbedste for dig i dit forløb, men JA jeg tror på at vi også selv skal stille spørgsmål, dele alternativ viden og udfordre systemet for at vi får en bedre chance. Ja underligt at det ikke er en std. procedure at tage blodprøven i betragtning. Du er selvfølgelig velkommen til at ringe eller skrive yderligt til mig. Jeg ønsker dig hvorom alt er ALT det bedste fremover Kh Annette
Hej Annette
Jeg har i dag været til et 3. møde med en onkolog i forbindelse med min beslutningsproces omkring antiøstrogenbehandling. Der mødte jeg så også en 3. læge, men det gjorde bestemt ikke noget. Det var en dansk kvinde. De to første læger var mænd af anden etnisk herkomst. Jeg er ret sikker på at deres tilgang til kvinder der stiller spørgsmål, er ret anderledes end den vi har i DK. Jeg havde 2 emner på min agenda: Valg eller fravalg af Letrozol og efterkontrol.
Jeg har ikke forstået logikken i at der skal gå så lang tid inden vi kan få mammografi eller ultralydsscanning. Hun forklarede, at det ikke giver mening i og med at vævet i brystet bl.a. ikke er “faldet på plads” og derfor ville det give unødige bekymringer. Der var også andre argumenter som jeg ikke kan huske lige nu.
Valg eller fravalg af Letrozol; Vi talte længe om bivirkninger og det faktum, at det – efter min mening – er fuldstændig håbløst at sende en hel hær af gift efter noget der sandsynligvis ikke er der. Resultatet af min blodprøve, er den samme som din, 0,04. Altså ingenting. Hun viste mig en hjemmeside hvor hun havde kørt mine tal ind. Resultatet af den var, at ved at tage Letrozol, ville jeg forbedre mine overlevelseschancer over 5 og 10 år, med under 1%!! Så var det pludselig ikke så svært at tage den endelige beslutning. Du har jo taget den samme, så jeg er ret sikker på, at du også kan bruge den viden til en hel masse. Det bedste var, at min mand heldigvis var med til mødet. Han har haft lidt svært ved at forstå jeg ikke bare underkastede mig systemets generøse tilbud og jeg har følt mig presset på det grundlag. Lige som du, ønsker jeg bestemt ikke at spille russisk roulette med mit liv. Men jeg vil også have lov at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Jeg anti-ager på livet løs med LW og håber ad den vej at få mit immunsystem fit for fight igen. Du er meget velkommen til at kontakte mig hvis der er noget du ønsker uddybet.
De bedste hilsner og ønsker for fremtiden for dig
Kirsten
Hej Kirsten
Tak for din opdatering og JA det giver ingen mening at “bekæmpe” noget der ikke danne med kemi og alle de bivirkninger der er ved det. Jeg vil råde dig til at få østradiolen taget et par gange om året om ikke andet så for at holde dine familie og venner rolige:). Men det er ikke et tale der ligger og svinger og min seneste prøve viste igen 0,04 den absolutte mindste værdi. Så er er tryg og meget bevidst om mit valg og fravalg og det glæder mig hvis jeg kan være med til at oplyse andre kvinder i samme situation. Jeg ønsker dig det allerbedste fremover og jeg lover jeg skriver en opdatering efter kontrollen til Dec. 17. Kh Annnette
Kære Annette
Tak for din meget inspirerende beskrivelse om dit kræftforløb. Jeg har lige været igennem samme forløb hvor der blev opdaget en knude ved min sidste mammografi undersøgelse.
Jeg er ældre end dig nylig fyldt 70 år.
Når ting påvirker mig skriver jeg mig også ud af det.
Min knude sad i højre bryst var 11 mm stor, 10 procent hormonfølsom, 5 procent aggressiv. Jeg blev opereret og re-opereret,idet der efter første operation stadig var et stykke væv,hvor der ikke var afstand nok fta det syge til det raske væv.
Efter de to operationer blev jeg sendt til Næstved sygehus til efterbehandling.
En kvindelig østeuropæerisk overlæge fortalte jeg var rask, men skulle efterbehandles med antihormon Letrozol og 15 strålebehandlinger.
Jeg tog antihormonet Letrozol i en måned og blev mere og mere nedbrudt psykisk.
Jeg var så psykisk nedbrudt at min datter måtte henvende sig til overlægen på Næstved sygehus som meddelte jeg skulle holde op med st tage dem, men så ville de tilbyde mig en anden type antihormon når jeg kom igen.
Min handlekraftige datter meddelte at hun mente at hendes mor umiddelbart ikke var interesseret i de ekspermiterede med moderens psyke.
Efterfølgende meddelte overlægen at antihormormonet blev givet rent præventivt og da mit ikke var gået i lymfer og kun var 10 procent hormonfølsom var det ikke nødvendigt.
I skrivende stund har jeg lige afsluttet strålerne og i torsdags var jeg igen i ambulatoriet og talte nu med en svensk onkolog som sad parat med sine piller og fortalte mig om bål og brand hvis man ikke tog dem.
Jeg nægtede at forsøge med andre antihormoner. Som du er jeg ikke interesseret at spille russisk roulette med mit liv og derfor har jeg haft meget glæde i at læse dit indlæg.
Jeg har ni bestilt tid hos min læge for at få taget den østrogen blodprøve som du beskriver.
Jeg er glad for din generation ikke er så autoritetstro som min generation.
Jeg føler, at når man er så uheldig at få en kræftsygdom kommer man i en kræftpakke og den kræftpakke virker i min verden som et transportbånd hvor man ikke skeler til hvor alvorligt man er ramt.
Det er dejligt at personer som du lægger dine erfaringer på nettet, det har givet mig meget støtte efter i torsdags hvor jeg talte med den svenske læge.
Tusind tak.
Kh Grethe Borggaard
Hej Grethe
Tak for din feedback og JA jeg mener det er super vigtigt at dele information og viden helt generelt i håb om at det kan gavne flere. Jeg møder en del der ikke forstår hvorfor jeg “tør” overskride disse autoritære grænser og vælger at blogge om det, men i mit hjerte er en overbevisning om, at hvis jeg ikke kan gøre andet så kan jeg i hvert fald komme med mine gode råd, anbefalinger og hudløs ærlige oplevelser i håb det kan hjælpe mange andre i samme situation. Jeg ønsker og håber ALT det bedste for dig. Kh Annette
Kære Annette
Jeg har med interesse læst om de plastre du har brugt under dit cancerforløb.
Jeg har læst der også findes plastre der giver energi, og plastre der gør man sover bedre.
Forhandler du disse plastre? Eller ved du hvor man kan købe dem.
Jeg syntes jeg har taget mit cancerforløb med ophøjet ro, men efter at være færdig med strålebehandlingen dykker jeg lidt og tænkte måske kunne jeg have gavn af pladtrene.
Kh Grethe
Kære Grethe
Tak og ja der findes både energi og soveplastre osv. og ja dem forhandler jeg og du kan kontakte mig på ah@touch4health.dk eller telefon 42647770 – så kan jeg hjælpe dig videre. Kh Annette
Hej,
jeg er også brystkræft patient, er blevet opereret for 17 dage siden. Der er ikke sprednig og jeg har fået lavet mastektomi med primær genopbygnig. Jeg var ikke gået i overgangsalder, da jeg fik sygdommen og er derfor startet på Letrozol. Det er kun dag 3., men jeg er så svimmel og mat og tænker derfor, skal det være sådan de næste mange år?? det bliver svært at leve med, men hvad valg har jeg?? bliver generne mindre? en anden dimension, men jeg er ramt på bivirkninger