1. sunde vane: Jagten på flere fuldkorn er gået ind
Danskerne har en kedelig Europarekord. Vi ligger i top 3 over de mest stillesiddende lande. Vi sidder simpelthen på vores flade 10 timer hver dag, og 40 % af os sidder ned i 75 % af arbejdstiden. Så tror da pokker vi bliver flade bagi.
Udfordringen er at få mere bevægelse ind i arbejdsdagen – og er du hjemmegående, så er det her der skal aktive pauser ind. Det lyder ikke svært for det er 3 x 1 minuts bevægelse, der skal til.
Forslagene er f.eks. at rejse sig og gå på stedet i 1 minut eller strække sig, mens vejret trækkes dybt. Vi kan også gå hen til kollegaen i stedet for at maile, gå mens vi taler i telefon og sørge for at hæve bordet ofte. Det er ikke godt at sidde mere end 30 minutter ad gangen. Og når man skal på toilettet, så tag det, der er længst væk, og vælg trapper fremfor elevator. Det er små, men gode ting, der er nemme at ændre.
Der skal ikke så meget til for at afhjælpe stive muskler og blive klar i hovedet. Derudover så forbrændes kalorier bare ved at stå fremfor at sidde ligesom, der kommer gang i kredsløb.
Klar til nye rutiner på mit arbejde
I uge 2 er jeg stadig influenzaramt og ligger under dynen hjemme hele ugen. Det er jo en god mulighed for at tænke over, hvad jeg allerede gør på job, og hvor jeg kan sætte ind, når jeg er retur.
Jeg arbejder i en bygning på 3 etager. Øverst er frokoststuen, og jeg bliver kedelig bevist om, at jeg kun kommer der på den lange arbejdsdag om torsdagen. De øvrige dage spises ved skrivebord. Ups, her er vist en seriøs uvane. På førstesalen kommer jeg flere gange dagligt, da det er her jeg holder kundemøder, og her der hentes vand, te og kaffe. Så der er masser af trappetræning.
Ting kan altid forbedres, og da jeg har hæve/sænke bord, så skriver jeg en kærlig note til mig selv om at huske at bruge det, ligesom jeg ikke skal samle til bunke, før jeg går til printrummet – bare afsted hver gang.
Den med at gå rundt, mens vi taler i telefon, er testet tidligere, og det går simpelthen ikke. Det forstyrrer kolleger og kunder – vi sidder i åbent landskab. I stedet går vi ind i de mødelokaler vi har i stueetagen, lukker døren og vandrer rundt når indhold i samtalen gør det muligt (pc skal ikke bruges).
Og så kommer foråret snart. Så den frokost, der spises ved skrivebordet, skal fremover med ud at gå en lille tur. Mon ikke jeg nok skal nå arbejdet alligevel.
Sådan – jeg er så klar til at vende tilbage til job og få gang i pauserne – altså de aktive.
Og jeg er meget klar til at modtage uge 3.
10 uger – 10 nye sunde vaner
Jeg følger i denne serie kampagnen ’10-kampen – sammen om et længere liv’ fra Kræftens Bekæmpelse. Jeg har bare set kampagnen og fik lyst til at tage udfordringen op. Hverken jeg er TOHUMAN har nogen aftale med Kræftens Bekæmpelse. Jeg vil dog gerne støtte kampagnens formål om at leve et sundt liv uden sygdom ved at skrive om den her – alt sammen krydret med mine egne erfaringer. Hop med på kampagnen. Del dine erfaringer her. Spørg mig gerne til råds.