Noget om … cancer og det at finde kraften i sig selv

At være sig selv

Engang var jeg ikke den, jeg i virkeligheden er.
Jeg var en ganske anden.
Jeg var den, jeg troede, mine omgivelser helst ville have, jeg var. Jeg minimerede ethvert personlighedstræk, der provokerede eller udfordrede min omverden.

Det fik jeg cancer af.
Og depression.
Til sidst fik jeg også angst.
Mit selvværd eksisterede ikke.
Jeg troede simpelthen ikke på, at jeg kunne noget, var god til noget eller havde nogen form for positiv betydning for verden.
Jeg kunne ikke se mit eget lys eller min sjæls magi.

Tre måneder gammel fløj jeg fra det caribiske øhav til Danmark – fra U- til I-land; ind i vestens babylonske mekka og blev opdraget, uddannet og formet til et erhvervsliv i hæsblæsende tempo, hvor hovedformålet med mine ydelser var kapitalistisk gevinst – højst sandsynligt mere for samfundet end for mig.

Jeg kunne skabe fabelagtige kreative og kunstneriske projekter som folkeskolelærer, tænde lys i børn og skole, indtil bureaukrati, ensretning og lovkrav, nedskæringer og møder kvalte ånden – i skolen, i børnene og i mig. Dødsstødet kom med minimeringen af alle de æstetiske og kulturskabende fag og aktiviteter fra vores børns daglige undervisningsplatform – en yderst uintelligent handling, foretaget af profitorienterede individer, og som har bidraget til en forringelse af den menneskelige bevidsthed, skaberkraft og spiritualitet.

Heling og de kreative udtryk

Menneskets primære erfaring af sig selv sker i mødet med andre individer og igennem det kreative udtryk. Sang, for eksempel, er fællesskabsstyrkende og samlende og bidrager til glæde og øget produktion af endorfiner i hjerne og krop.

Farver har stor terapeutisk indvirkning på alle mennesker og kan i høj grad assistere os i at udtrykke vort indre. Det samme kan ord, håndværk, musikalsk udførelse og den mundtlige fortælling. Det medvirker til det enkelte menneskes bevidstgørelse af sig selv.

Den sjæl, vi er.
Hvorfor vi er her.
Hvad vi kan bidrage med.
Hvilken betydning, vi har og hvad meningen med det hele er.

De små signaler

Inden jeg fik cancer, gik jeg ned med stress fire gange over en 8-årig periode, hvor jeg både oplevede at miste synet, besvime og vågne med koldsved, efter alt for længe at have overhørt de små signaler, såsom hjertebanken, svimmelhed, synsforstyrrelser og rysteture – uden at tage mig selv alvorligt. Jeg var opdraget til at stramme balderne og komme ind i kampen.
Arbejd, arbejd!
No matter what.

Traumatiserende oplevelser fra barndom og tidligt voksenliv blev kun delvist kognitivt behandlet og derefter fejet ind under gulvtæppet, for jeg kunne jo ikke blive ved med at tude over den spildte mælk – på med hjelmen, ned med visiret og IND i kampen.

Så udviklede min fysiske krop cancer.
Det var, som om et lyn slog ned i mig og blændende mig fuldstændigt.
Jeg kunne risikere at dø på grund af det hjerteløse liv, jeg havde levet.
Jeg måtte skifte kurs øjeblikkeligt.
Jeg måtte UD af kampen.

Hjertet som portal

Mit møde med canceren åbnede mig for livet og for den kraft, jeg kalder Gud.
Livskraften, skaberkraften, kærligheden, ånden!

Canceren fik mig til at forstå, at min fysiske ubalance hang sammen med mine emotionelle ubalancer. Canceren var ikke blot en fysisk lidelse – den somatiske ubalance havde dybe rødder i min psyke. At undertrykte traumer, uforløste følelser og særligt mit ikke-eksisterende selvværd gjorde mig syg og svækkede hele mit system.
Derfor indså jeg, at vejen til helbredelse for mit vedkommende gik gennem hjertet – gennem smertens bevidstgørende mørke, ud i den lysende indsigt.

Min sjæl sagde til mig, at den havde brug for:

• At blive lyttet til
• Tid
• Ro
• Kærlighed
• Tilgivelse
• Kraft

Da jeg begyndte at lytte til min sjæl, huskede jeg, hvem jeg er.
Ved at give mig selv tid og ro til at hele, kom jeg ind i en stor kærlighed til mig selv, så jeg til sidst kunne tilgive mig selv, at jeg ikke havde passet på mig selv.
Denne fredsaftale, som jeg beseglede med en ring og et vielsesritual med mig selv, satte mig i stand til at træde ind i min KRAFT.

Jeg tog ansvar for min behandling og for hvilke behandlingsmetoder, der var rigtige for mig at vælge. Men det var ubeskriveligt hårdt at stå fast over for sundhedsvæsen, læger og sagsbehandlere, der var bundet af regler og kasser og en konstant udfordring at være tro mod mig selv og takke nej til hjælp fra det offentlige for at bevare min frihed.

Min helbredelse

Jeg accepterede, at jeg selv måtte skræddersy mit helingsforløb, så jeg fik den rigtige hjælp til at komme tilbage i balance, og erstattede mangeårig og delvis ineffektiv kognitiv terapi med helbredelsesmetoder, der forløste de negative programmeringer på celleplansniveau og fik min heling til at eskalere.

Jeg ændrede min kost og udvidede min medicinske horisont ved at læse om konventionel såvel som naturlig helbredelse.

Jeg genoptog de aktiviteter, der nærede mig.
Jeg malede, tegnede, sang, dansede, skrev og spillede mig tilbage til ihukommelse af hvem, jeg i virkeligheden er – og jeg overlevede!

Vi vil gerne bare tage en pille.
Lægge låg på og glemme.
Vi vil videre – vi har ikke tid til det pjat!
Vi skal på arbejde!

Men jeg blev nødt til at tage mig selv alvorligt og at få mine omgivelser til at respektere mine behov – jeg var nødt til at lytte til mig selv!

Canceren vækkede mig fra en dyb illusorisk søvn, hvor jeg troede, livet gik ud på, at gøre det, andre syntes, var sandt og rigtigt – ikke hvad der var sandt for mig.

Det er min opfattelse, at vi nogle gange kommer så langt væk fra vores sandhed, at noget fysisk må ske med os, for at vi kan begynde at lytte til denne sandhed igen.

Kroppen – min bedste ven

Canceren gjorde mig opmærksom på, at jeg blev nødt til at hele mine emotionelle traumer og i det hele taget hele mig selv holistisk. Det vil sige, at jeg måtte se på både min fysiske, min følelsesmæssige (emotionelle) og min åndelige/indre/sjælelige krop.
Canceren lærte mig, at elske mig selv nok til at være god ved alle mine kroppe.
Kroppen husker – og kroppen sladrer. Den er din bedste ven – den ven, der fortæller dig sandheden, selvom den er træls at høre.

Væk med den pæne pige, den gode dreng og pleaser-rollen!
Kom hjem til dig selv og vid, at du er stærk nok i dig selv.
Du behøver ikke at skulle læne dig op af andre for at klare skærene.
Du kan have sparringspartnere, ja – gode venner og forstående familier – men bevidstheden om, at du kan stå selv, må indtræde i dig, for at du modigt kan betræde nye stier.

TAL din sandhed.
SÆT dine grænser i kærlighed til dig SELV.
BED om hjælp.
STOL på den guidance, du får.
LÆR af hver eneste livsoplevelse.
MÆRK dine følelser.
LYT til din sjæl.
SKIN dit lys!
VÆR i DIT FLOW.
GO SLOW.
(-so you can GROW!)

Genrefoto i top: Guilherme Stecanella